Nørager Boldklub

Første spadestik til den nye hal i Nørager med deltagelse af Nørager Boldklub, lokale borgere og Sparekassen Danmark Fonden Djursland

Store drømme bliver til virkelighed hos Nørager Boldklub

I Nørager drømmer man stort – og fællesskabet fylder mindst lige så meget som idrætten. Med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Djursland kan Nørager Boldklub nu styrke rammerne om et aktivt foreningsliv, der samler byen på tværs af generationer.

Fonden har samlet støttet Nørager Boldklub med 380.000 kroner. Pengene er en del af finansieringen af både større og mindre tiltag, der alle bidrager til at udvikle klubben og lokalsamfundet.

En hel hal til et helt fællesskab

Den største del af støtten går til etableringen af en ny hal i Nørager. Her har Sparekassen Danmark Fonden Djursland bidraget med først 250.000 kroner, og derudover 100.000 kroner, så projektet kan nå helt i mål.

Nørager er en lille by i Norddjurs Kommune med 323 indbyggere – men med et usædvanligt stærkt fællesskab. Over halvdelen af byens borgere er i dag aktive i klubben, og den nuværende hal er blevet et vigtigt samlingspunkt. Kapaciteten er dog for lille, og flere hold må i dag træne og spille kampe i andre byer.

Med en hel hal kan klubben samle aktiviteterne lokalt, afholde hjemmekampe og stævner og skabe endnu bedre rammer for børn, unge og voksne. Støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Djursland er en del af finansieringen af den nye hal og bidrager til, at projektet kan tage et vigtigt skridt frem.

Første spadestik markerede starten

Byggeriet af den nye hal er allerede godt i gang. Første spadestik blev markeret ved et arrangement, hvor mange borgere, frivillige og medlemmer af klubben var mødt op for at fejre projektets start.

I forbindelse med arrangementet overrakte Jeppe Dannemand Friis, souschef i Sparekassen Danmarks afdeling i Auning, donationerne på vegne af Sparekassen Danmark Fonden Djursland. Efter det officielle første spadestik var der grillede pølser og mulighed for at mødes på tværs af byen og fejre det projekt, som skal skabe endnu bedre rammer for idræt og fællesskab i Nørager.

Se dagens taler her ⬇️

Små forbedringer, der gør en stor forskel

Ud over hallen har fonden også støttet to mere konkrete projekter i klubben:

⏱️ 15.000 kroner til en ny scorepad, der er lettere at betjene og gør det nemmere for flere frivillige at hjælpe ved kampene.

⚽ 15.000 kroner til teamcovers, som giver læ for klubbens børnefodboldhold og skaber synlighed ved både kampe og stævner.

De nye teamcovers kan bruges på både hjemme- og udebaner og indgår også i klubbens årlige volleyballturnering under sommerfesten i Nørager.

Styrker fællesskab og lokal tilknytning

Støtten fra Sparekassen Danmark Fonden Djursland bidrager samlet set til at fastholde og udvikle et lokalt fællesskab, hvor frivillighed, idræt og sammenhold går hånd i hånd. Projekterne er med til at gøre Nørager til et attraktivt sted at bo – især for børnefamilier. De sikre, at byens børn og unge har et stærkt tilhørsforhold til både klub og lokalsamfund.

💚 Lokale penge, der gør gavn.

Drømmer jeres forening også om bedre rammer for fællesskabet? 🌱